Værket skal vække undren

Interview med Helle Frøsig
Af Trine Møller Madsen

(Interviewet blev gennemført i forbindelse med det eksperimenterende kirkeudsmykningsprojekt "Kan et Figentræ bære Oliven?", som fandt sted i fem kirker på Østerbro, København  2003 - 2004.) 

 

Hvide, geometriske figurer, der det ene øjeblik er åbne og abstrakte, for i det næste at samle sig i genkendelig figuration, er kendetegnende for en del af Helle Frøsigs kunstneriske praksis. I Hans Egedes Kirke og Taksigelseskirken svævede forskellige skulpturelle former i mere eller mindre vægtløs tilstand tæt ved alteret. I Frihavns Kirke forlod Helle Frøsig objekterne til fordel for en triptykon, der lod intetheden i dens midte få samme betydningstyngde som de flankerende figurationer. I spændingsfeltet mellem tomhed og betydningsoverload skaber Helle Frøsigs rum til forsat undren over verdens sammenhæng.

Hvilke tanker blev sat i gang, da du blev opfordret til at deltage i ”Kan et Figentræ bære Oliven?”?
Jeg tænkte, at jeg stod overfor et problem. For mig er kunst noget, som ikke lader sig holde fast på konkrete udsagn eller tjener bestemte formål. Men i kirkerummet kan det ikke undgås, at kunstværket bliver tolket ud fra en religiøs forudsætning og taget til indtægt for en eller anden slags forkyndelse. Det ville jeg gerne holde mig fri af samtidig med at værkerne skulle have en tydelig og velbegrundet forbindelse til kirkerummet. Samtidig har jeg også spurgt mig selv om kunsten er nødvendig i kirkerummet og hvad, dens funktion evt. kan være. Man kunne godt forestille sig, at forkyndelsen trivedes bedst i det rensede kirkerum, hvor ordet kunne formidles uden visuelle forstyrrelser. Men det er tilsyneladende de færreste menigheder, der stiller spørgsmålet ”hvorfor” eller ”om”, der skal være kunst i kirkerummet. Den overvejelse er overladt til billedkunstneren, der skal skabe udsmykningen. Derfor tænkte jeg også, at et midlertidigt projekt som ”Figentræet” kunne være en god anledning til at undersøge forholdet mellem æstetik og tro på en praktisk, visuel måde. Jeg ville gerne gennem egne forsøg undersøge, om kunst, som ikke selv vil forkynde, alligevel kan tale parallelt med den mere specifikke forkyndelse, som er kirkens formål.

Hvordan udmøntede de her tanker sig så i praksis?
Udfordringen lå i at skabe tre værker, som grundlæggende handler om kunst, samtidig med at de kunne tilføje kirkerummet noget og måske styrke det, man kan kalde den samlede betydnings-udstråling i kirkerummet. Men jeg blev også interesseret i at prøve at formulere en særlig ”poetik for kirkekunstværket”. Den kom til at  gå ud på, at værkerne skulle lege med en form for stedsspecifitet, som ikke kun bestod i, at de var skabt til et bestemt sted i en bestemt kirke, hvor de forholdt sig til arkitektur og inventar, men også på, at størrelser som gudsbegreb, tro og kirkeinstitution skulle eksistere som delvist fortolkbare lag i de enkelte værker. Men de religiøse henvisninger måtte tænkes ind på forhånd på en særlig bagvendt måde, for at værkerne kunne sno sig ud af dem igen og ikke holdes fast på noget. For at kunne tale om en dimension, som er hinsides det definerbare, må værkerne fritages fra at skulle illustrere eller forkynde.

Hvis vi tager fat i de konkrete udsmykninger, så var dine tre bud umiddelbart ret forskellige. Hvilke tanker lå der bag hver enkelt?
Faktisk har mit ønske været at pege på den samme problematik ud fra tre forskellige synsvinkler. Det var spørgsmålet om immanens og transcendens, som både kirken og kunsten beskæftiger sig med, bare på forskellige måder. I Hans Egedes Kirke installerede jeg to hvide objekter i koret, som udover at gå i dialog med altertavle og prædikestol, legede med modsætningsfyldte begreber som tyngde og vægtløshed, tilstedeværelse og usynlighed. De var store og tydeligvis tunge, men forsynet med en hvid overflade, som fik dem til at virke urørlige og afysiske. Det var et bud på kødets opstandelse, forstået som en abstraktion. I Frihavns Kirke prøvede jeg at nærme mig spørgsmålet via afbildningens problematik: dette at noget kan være et billede på noget andet, eller at et billede kan rumme en betydning, som ligger ud over, hvad det er. I Taksigelseskirken kunne jeg ikke modstå fristelsen til at ophænge en kæmpemæssig lyserød perlekæde i det himmelstræbende, hvide kor. Denne her kødfulde tilstedeværelse stillede den sig i modsætning til korets flygtighed og talte på en tredje og både bogstavelig og udvendig måde om oppe og nede og om kød og ånd.

Hvis vi ser bort fra den formelle forskellighed værkerne i mellem, så havde de jo alle det til fælles, at de var forskudt fra alteret.
Ja, jeg kan ikke lade være med at opfatte det som en hedensk idé at placere et billede eller et symbol over alteret; men det gør man ikke desto mindre i den kristne kirke. Men jeg foretrækker det gammeltestamentlige billedforbud på netop det sted. Det gælder for alle mine udsmykningsforslag, at jeg ikke har ønsket at lave en ny altertavle. I Hans Egedes Kirke var der allerede én, som ikke kunne fjernes, så her forsøgte jeg i stedet at udvide dens budskab. I Frihavns Kirke fik jeg lov til at tage den eksisterende altertavle og et stort maleri ned. På den måde opstod den tomme niche, der indgik som det centrale felt i min triptykon-agtige udsmykning, og det var samtidigt den, som fik lov at tale om det ubegribelige. I Taksigelseskirken blev altertavlen også  fjernet. Her lod jeg perlekæden kaste en skygge hen på den tomme væg over alteret. Skyggen var en udfordrende mulighed, jeg greb under opsætningen. Hvis jeg havde sat lyset anderledes, ville skyggen være faldet et andet sted, og så havde altervæggen stået helt ren og tom.

Et andet fællestræk er, at ingen af værkerne har titler.
Begrundelsen er den samme som begrundelsen for værkernes placering, nemlig at jeg ikke ønsker at benævne det, de peger på. Den kristne forkyndelse bygger på noget sprogligt – ordet som metafor for Gud, og ordet som det daglige brød. Mine tre værker skulle fungere som ordløse tilstedeværelser i rum, som er bygget med det formål at formidle ”Ordet”.

Har det været en vanskelig opgave at arbejde med det betydningsmættede rum?
Det betydningsmættede rum kom jeg til at se som en fantastisk udfordring, som ikke er mindre interessant end det tomme gallerirum, der i forvejen signalerer ”kunst er kunst”. I kirkerummet skal kunstværket kæmpe en mere kompliceret kamp for at bevare sin integritet, fordi den metafysik, værket rækker ind i, udfordres af kirkens billede på det åndelige.
Vanskeligheden med det betydningsmættede rum har for mig mest bestået i at definere, hvad det egentlig er for et rum. Er det Guds Hus, altså et tempel? Eller er Kristus og dermed menigheden, som forsamles, det egentlige Guds tempel? I så fald reduceres kirkerummet til et forsamlingshus. Der skal være belæg for begge fortolkninger i bibelen, men de rummer hver især forskellige muligheder og begrænsninger for den kunst, som installeres.

Hvis vi skal tale om dine værker generelt, kan man fremhæve, at de på den ene side er stærkt minimalistiske og på den anden side ladet med megen symbolik. Det er jo lidt af et paradoks!
Ja, symbolik og minimalisme har ikke meget med hinanden at gøre, men begge dele kan hver især bruges til at formidle kunstneriske udsagn. Jeg ønsker at konfrontere de to muligheder i en indre spænding, som skal være mærkbar i det enkelte værk. Jeg er fascineret af forestillingen om, at billedet af helt almindelige genstande kan afspejle mentale tilstande, og det indhold, jeg ønsker at udtrykke, handler på en meget abstrakt måde om, hvordan det kan opleves at være til i verden. Det er et følelsesfuldt indhold, som jeg iklæder en form, man ved første øjekast tror, er uden følelsesmæssige henvisninger.  

Perlekæden er et eksempel på de overdimensionerede objekter, der går igen i dine værker. De sætter vores gængse måde at aflæse rum og proportioner ud af kraft. Er det en effekt, du bevidst søger at opnå?
Ja, ikke fordi det er proportionerne som sådan, der interesserer mig, men fordi jeg ønsker at stille spørgsmål til den måde, vi opfatter verden på. Hvis kendte ting pludselig bliver helt forkerte, eller bliver til noget andet, end vi troede, de var, skrider grundlaget for vores opfattelse af verden og for vores selvforståelse. Jeg stræber efter, at mine værker skal indtage det omgivende rum med en  intens og spirituel tilstedeværelse, rumme en række associationsmuligheder og samtidig  pege på noget, som er af en anden verden.  Formålet er ikke, at beskueren skal blive forvirret, men derimod få et indtryk af noget indlysende. Blot på en helt anden måde. I kunstens rum består erkendelse i undren. Både den skabende og den beskuende proces er en uendelig samtale, hvor der spørges og svares med nye spørgsmål. Over for kunstværket bliver beskueren aldrig klogere på noget, men altid en ny undren rigere. Det er bl.a. denne billedkunstneriske undren, jeg tror, kirken kan benytte sig af.

Perlekæden er ligesom tallerknen begge eksempler på genkendelige hverdagsmotiver, som du har arbejdet med igennem flere år. Hvordan er din oplevelse af at se dem i kirkelig sammenhæng – kontra udstillingsrummet?
Når jeg har udvalgt netop de to motiver, er det fordi jeg fandt dem rummelige nok til også at fungere i en kirkelig sammenhæng. Begge kan nemt opfattes som abstraktioner, dvs. som billeder på en ”andethed” samtidig med, at de peger på meget nære ting. I udstillingsrummet vil betragteren ikke læse en religiøs betydning ind i dem, mens man ikke kan undgå at gøre det i kirkerummet. Her bliver det pludselig indlysende, at de f.eks. betyder ”livets brød”, ”evighed” eller ”rosenkrans”. Det er et tankevækkende vilkår for den samtidskunst, som ikke selv ønsker at være forkyndende, at kirkerummets funktion har langt større indflydelse på den måde, vi fortolker kunstværkerne på her, end værkerne kan have på vores forståelse af forkyndelsen.

Hvad er din konklusion her på bagsiden af projektet – er det meningsfuldt at skabe kunst til kirkerum?
Ja, nogle kirkerum. Voltaire har sagt at, ”hvis Gud ikke fandtes, måtte man opfinde ham”, og nogle hundrede år senere udtalte den danske teolog og præst K.E. Løgstrup, at ”det er humbuk, at kalde sig kristen”. De to udsagn peger i meget forskellige retninger, men er begge udtryk for troens og kristendommens kompleksitet. I min fortolkning kan de betyde: vi ved godt, at det guddommelige er et behov, som vi kun kan få dækket, hvis vi tror på, at det guddommelige netop ikke er et behov, men en absolut kraft i verden, og – det er umuligt at være kristen, især hvis man ”er det”, det er i tvivlen på Gud, man er ham nærmest. I denne indviklethed skal kunsten skyde sig ind og fungere som et felt for søgen. Jeg ville nødigt skulle udsmykke rummet for et hvilket som helst trossamfund, hvor troen eller livets mening kan udtrykkes entydigt. Men i den folkekirke-kristne kompleksitet, tror jeg, at kunstværket kan udgøre et parallelt rum, hvor størrelser som længsel, tvivl, håb, livskraft osv. kan reflekteres.