Tingene Og Tiden
Tekst udgivet i forbindelse i forbindelse med installationen "Men denne Eftermiddag", Esbjerg Kunstmuseum 2002
Det er tingene, der holder os fast. Vi samler dem om os, og vi ved, at når vi selv er borte, vil de stadig være der, indtil nogen smider dem ud.
Engang arbejdede jeg som rengøringsassistent på et plejehjem. Jeg vaskede og tørrede støv af mellem resterne af de gamle menneskers medbragte hjem. Det virkede helt forkert med alle de lyseduge og små porcelænsting på de praktiske hospitals-sengeborde, som kunne skrues op og ned og køres frem og tilbage. Men det var disse menneskers ting, og kun gennem dem kunne de blive ved at kende sig selv.
Men tænk at skulle leve med andres ting!
Nogle år efter mit rengøringsarbejde besluttede jeg at rejse til udlandet, og fremlejede min lejlighed. Den dame, som skulle bo der, flyttede ind før jeg var ude. Hun åbnede sin kuffert inden jeg havde lukket min og gav sig til at flytte rundt på mine møbler. Hun placerede sine egne ting imellem dem og stillede sine familiefotos op på mit klaver. Jeg var pludselig helt fremmed og skyndte mig at sige farvel. Men de minutter, det hele varede, havde længere udstrækning end det efterfølgende år i Cairo, og gjorde næsten større indtryk.
En tidlig sommermorgen mange år senere brændte et hus i en landsby, hvor vi altid holder ferie. Mens forældrene sov, legede tre små børn med tændstikker i sengene. Moderen brændte inde og børnene blev indlagt med røgforgiftning. Siden blev de anbragt. Forsikringen betalte for opførelsen af et nyt hus og faderen fandt en ny kone.
Men inden da, om eftermiddagen efter branden, gik vi forbi huset. Hele taget var brændt, spærene faldet ned og facaden væltet ud. Man kunne se ind som i et dukkehus. Alt var sværtet sort, men tingene stod på deres plads.
I det ene hjørne, stod sofaen på skrå med sofapuder og et tæppe. Foran den det lave sofabord med askebæger og bordlighter. Overfor stod de to lænestole, hvis betræk havde været orange. Ud mod gaden ved den væg, som var væltet, stod fjernsynet med bagsiden ud. Der var stadigvæk en lille lampe og nipsting oven på det. Under det hele lå gulvtæppet med mønster. Og så videre. Det var som en frygtelig blottelse af pinlige intimiteter.
Nu ligger det nye hus der med friske mursten og hvidt perlegrus, men jeg kan genkende gardinerne. De gamle gardiner hænger i de nye vinduer.
Sådan er gardinernes tid en anden end vinduernes.
Og tingenes tid er en anden end vores. Men tiden selv er ikke noget. Det hjælper ikke på min forståelse, at tiden er inddelt i sekunder og timer, dage og årtusinder. Det er kun et system, konstrueret til at holde orden i rækkefølgen af hændelser. Vi måler tiden før noget opstod, ligesom vi (i princippet) vil måle tiden efter at intet er tilbage. Der er ingen ende eller begyndelse.
Men denne eftermiddag kunne noget finde sted. Borde kunne rejse sig fra gulvet, stolesæder glide af benene og trække sig sammen i geometriske former. Perlekæder kunne falde ned, blondekraver vokse til skyformationer. Tekopper og tallerkner kunne puste sig op, og vise sig som luftspejlinger på bagvæggen.
Denne eftermiddag er det præcise og specifikke indsnit i endeløsheden,
hvor jeg prøver at holde fast på noget. Jeg triller kugler og breder perlekæderne ud. Jeg bygger noget som kunne ligne møbler, saver en skys bløde kanter i krydsfiner.
Jeg tæller timerne og dagene. Denne eftermiddag er tiden mellem noget og noget andet.
Og jeg måler afstanden fra den ene kant til den anden og fylder tomrummet med kopper og tallerkner.
Hvad er det så, der skal holdes fast og som beder om at få en form? Jeg tænker, det må være tidens flyden og vores væren i denne endeløse uformelighed. Det er derfor tingene bliver til.
Noget må gives en fast form. Kan Gud være et lille askebæger? Eller er han i afstanden mellem askebægeret og lighteren?
Jeg stirrer på tingene og prøver at begribe, hvorfor de er til. Hvad er lampen, skohornet eller telefonen? Er de noget ud over deres funktion? Noget i sig selv? Er det mig eller dem, der stirrer?
Dette er barnets blik. Eller blikket hos den, der har opgivet at begribe verden, eller det er den overanstrengte bevidstheds blik. Når objekterne begynder at udøve magt, vise et eget væsen og udtrykke sig gennem deres udformnings overflade, er jeg’et hos den, der iagttager, blevet en usikker størrelse.
Litteraturen og virkeligheden kender disse jeg´er. I Franz Kafkas digtning er det hovedpersonens hyperfølsomme sansning af verden, hvor genstande, rum og materialer træder i karakter som psykologisk ladede, suggestive størrelser, der iscenesætter den særlige stemning af uigennemskuelig magtesløshed. Og Kafka selv har kendt den terror, genstande og materialer kan udøve. I et brev fra 1916 til sin forlovede Felice Bauer beskriver han en rædsel, som sidder ham i kroppen endnu to år efter, at de sammen har været ude for at købe møbler: “Tunge møbler, som, når først de var stillet op ikke så ud til at kunne flyttes igen. Det var netop deres soliditet, du værdsatte mest. Anretterbordet klemte mig for brystet, et veritabelt gravmæle over pragsk embedsmandsliv.”
Hos Knut Hamsun fokuserer en udsultet og næsten hallucineret hovedperson i romanen “Sult” på mærkelige detaljer, som i hans bevidsthed synes at rive sig løs fra enhver sammenhæng med omgivelserne. På en redaktørs kontor gribes han af rædsel ved synet af en papirkurv. Genstande er i det hele taget i hans univers besjælede af et eget påtrængende væsen. En dag kommer han til at antaste en ung dame på gaden og registrerer følgende: ”Hendes Ansigt skifter Farve, har snart det ene, snart det andet Udtryk, og hun ånder ganske hørligt; selv Knapperne i hendes Kjole synes at stirre på mig som en række forfærdede Øjne.”
Også i Rainer Maria Rilkes roman “Malte Laurids Brigges optegnelser” er fortæller-jeg’et begavet med et over-følsomt og udsat sanseapparat. Livets elementer trænger sig på fra alle sider og er ham for stærke. Han må bukke under for tilværelsens realitet. I hans nervøse sansning træder genstandene frem med knivskarp og overvældende eksistens, og i et tilbageblik husker han f.eks.:
“Gardinerne blev trukket fra, og sommereftermiddagens brutale lys undersøgte alle disse sky, forskrækkede ting og vendte sig i de oprevne spejle.… små skøre genstande blev grebne og, eftersom de straks gik itu, hurtigt lagt hen igen; mange spolerede småting blev stukket ind under forhæng eller endog smidt om bag kamingitterets gyldne net. Og fra tid til anden faldt noget, faldt dæmpet på tæpper, faldt lyst på det hårde parket gulv, men det gik itu her som der, sloges skarpt i stykker eller bristede næsten lydløst; for disse ting, der var så forvænte, tålte ikke nogen slags fald.”
For Gustave Flaubert´s “Madame Baovary” er det lidt anderledes. Hun er gjort af et mere robust og primitivt stof end hovedpersonerne hos Kafka, Hamsun og Rilke, men hun keder sig. Det indgåede ægteskab har skuffet. Hun får ikke del i et passioneret liv eller i det kærlighedens og lidenskabens mysterium, som fylder hendes forestillingsverden. I stedet oplever hun et kedsomhedens tomrum, som hun til en begyndelse søger at udfylde med ekstravagante vaner og små nyanskaffelser i hjemmet:
“Hun bestemte, at hun på sin kamingesims ville have to store vaser af grønt glas, og, nogen tid efter, et syskrin af elfenben med et forgyldt fingerbøl.”
Over for den uformede følelse træder genstandene i karakter. En ting kan blive det materielle fokuspunkt for bevidsthedens søgen. Den kan blive en ø, som redder jeg’et fra druknedøden i et hav af kedsomhed, ubegribelighed eller angst, et hav af alt for store følelser, eller af ubehag og endeløshed, af uform.
Følelsen har ikke form og tiden heller ikke. Evigheden kunne gemme sig i denne formløshed. Ubehaget ved det uformede og det, man hverken kan se ende eller begyndelse på, tvinger bevidstheden til at skifte fokus fra noget immaterielt til noget materielt. Genstanden kan med sin krop overtage alt, hvad det overanstrengte jeg ikke kan rumme. Vi projicerer vores lykke, kærlighed, angst og hjælpeløshed ind i tingene og trækker ud igen hvad vi kan magte i mere tålelige doser. Kun i den udsatte tilstand overmandes vi af tingenes alt for store indhold.
Jeg forsøger at gå den anden vej. Jeg bygger et rum, en lille verden ud af noget, som ikke er ting, men som kunne ligne.
Kan en cirkelrund, hvid, æskeagtig genstand være en sofapude i det brændte hus, eller et andet hus? Kan en række gipskugler være en perlekæde, min mor nogle gange havde på, eller kan de være den arkitektoniske pynt ved kirkens indgang?
Kan en oval kasse være et skrin med hemmeligheder, eller kan den være nogens kiste? Kan en hvid plade på gulvet være et brev, som nogen vil skrive, kan den være isen, jeg gik ud på som barn, eller kan den være badekarret med det varme vand?
Denne eftermiddag kunne være en pludselig standsning af tid, hvor det endeløse et kort øjeblik stivner og får form. Jeg prøver at se, hvor mange følelser, historier og fornemmelser, der kan puttes ind og hives ud af noget, som blot er form og overflade reduceret til meget lidt.
Helle Frøsig 2002